enclosures

Stacks Image 9178
Enclosures er den engelsksprogede version af soundtrack'et til et ufuldstændigt syngespil om Kain-myten.

Enclosures udkom d. 21.12.2022 som CD i 50 nummererede eksemplarer. CDen sælges for 150 kr. inkl. forsendelse og kan bestilles via email. CDen er udsolgt.

Syngespillet – som ser helt bort fra, at det var Kains forældre, Adam og Eva, der brød fortryllelsen og valgte den refleksive, abstrakte væren: at leve i sproget, afskåret fra verden (dét perspektiv fortjener sit eget syngespil) – er sammensat af en række adskilte tableauer, som hver refererer til mindst en af fem udvalgte hovedskikkelser i myten: Kain, Enoch, Jabal, Jubal og Tubal-Kain.

Ved hjælp af enkle tekstlige og populærmusikalske manøvrer fremskriver tableauerne hovedskikkelserne til en slags nutid. Skikkelserne betragtes med andre ord som arketyper og fremstilles som forarbejdede stereotyper i Enclosures.
Enclosures er og bør høres som et sammenhængende forløb af tableauer, som dog ikke umiddelbart hænger sammen (dialogen mangler), men som alle på den ene eller anden måde kan relateres til Kain-myten.

Syngespillet er delt op i tre dele, der betegner forskellige dramatiske rum: scenen (1 · 5 · 9 · 11· 13), historien (2 · 3 · 4), eksemplariske arketyper som de træffes i nutiden (6 · 7 · 8 · 10 · 12 · 14 · 15 · 16).

Det første nummer, åbningscenen, Identities on Parade, en slags indtogsmarch, hvor alle medvirkende synger med og spiller slagtøj – de fleste bærer masker.
Alle går enten syngende rundt på scenen eller står som forstenede og synger ‘mekanisk’ direkte til publikum.

Modsat er In the City of Enoch nærmest en dramatisk regikommentar, i hvilken iagttageren, fortælleren, synes tryllebundet af fremmaningen af ondskabens by – civilisationens vugge?, hvis navn er sammenfaldende med dens tyranniske herskers navn, Kains søn, Enoch.

I det efterfølgende næsten akvarelagtige tableau, The Fairest One, dukker en fortumlet Kain op på scenen, som, forfærdet af Enochs værk, søger ind i hverdagen, hvor han, i en enkel og ligefrem, men også temmelig sødladen sang, ensomt priser sin hustru - den navnløse urmoder …

Det er de fortidige forfatteres tur i Migration, Her fortælles om den særlige arvefølge, som gælder Kains slægt, hvilket tydeliggør det paradoksale forhold, at det er Kains tip-tip-tip-tip-oldebørn, som er stamfædre til henholdsvis "dem, der bor i telte og holder kvæg" (Jabal), "dem, der spiller på harpe og fløjte" (Jubal) og "dem, der smeder kobber og jern" (Tubal-Kain).


Sailor er det første nummer, der fremskriver et af mytens elementer til en stereotyp i nutiden. Her træffes en af Tubal-Kains utallige produktive og virkelighedsforandrende selvforestillinger, som den iagttages af fortælleren, publikums enlige repræsentant. Som i flere andre søger tableauet en form for forankring i fortidige elementer, hvilket kan forlene Tubal-Kains virkefelt med et vist nostalgisk og konservativt præg.

Jabal vælger i sit første, selvstændige bidrag, Let's Escape Into the Seventies (hvor han er inkarneret som gymnasielærer), at suspendere 'dagens tekst', en klassisk Jabal-handling. I stedet for at gennemføre hyrdehvervet og føre flokkene gennem pensa, vælger han en slags musikalsk rundbold – herigennem kan han også genkalde sig sin egen gymnasietid. Igen forekommer fortiden, det velkendte, altid tryg og formbar.

I Calling All Assistants bliver det imidlertid tydeligt, at Jabals færd og færden som lærer og leder, organisator og politiker, forsker og administrator osv. er forbundet med usikkerhed, fortvivlelse og med en følelse af stor og uudgrundelig ensomhed som løbende nærer et umætteligt behov for opmærksomhed og bekræftelse. En form for formaliseret narcisisme.

Nu dukker Tubal-Kain op igen. Denne gang i den selvbekræftende og skråsikre inkarnation som en indolent moderne kræmmer, der i ly af mørket og med allehånde midler og metoder skummer alt hvad skummes kan. Efterhånden er dette Tubal-Kainske kompleks af lyssky aktivitet også dybt indlejret i det digitale mørke som algoritmer og procedurer, en ormegård af Moonlight Procedures.

Mens han dovent og uengageret vandrer rundt i en udtjent og over-transparent kunstlokalitet kaster en moderne Jubal sig henført ud i et næsten selvplagerisk dagdrømmeri i East Berlin; et dagdrømmeri, som domineres af forestillingen om, at ægte kunst egentlig kun kan skabes i nød og modgang – kort sagt: på trods. Billederne af den nødstedte ener, den i det moderne vesten uopnåelige persona, den sande kunstner, flyder trægt henover et indre lærred og fremkalder en sindslig tilstand, fuld af selvsmagende smerte, beklagelse og vellyst.

Jabal overmandes i Formentera (A Dandy Doze) af pludselig vantro og utryghed som han umiddelbart forgæves søger at få bugt med i en indre dialog med sit alterego. Hans ønske om at opnå kontrol og ro får ham til at forsøge forskellige praksisser og regimer, som hører til blandt de domæner, hvor Jubal hører til. Men Jabals alterego har en anden plan.

De tre tip-tip-tip-tip-oldebørns forskellige nutidsinkarnationer oplever stigende usikkerhed og ubestemt angst. De forsøger nu at undvige og slippe bort fra sig selv og anlægger en ydmyg underkastelsesstrategi, hvor de ganske overraskende tilbeder den moderne teknologis manifeste guddom, Major Minor, – en overjordisk gestaltning, som er helt uforbundet med Yossarians foresatte og for den sags skyld med Henry Fonda.

I den afsluttende scene, Artist, no Artisan, hvor Jubal er i front, forenes alle medvirkende og publikum i 'den almægtige skriftestol', hvor alle næsten skamløst bekender, at de blot vil hyldes og anerkendes for det de, helt indsatsløst, bare føler de er …

Alt materiale er komponeret, arrangeret, udført, programmeret og produceret af mig selv.
Tak for små, lånlignende impulser fra Laurie Anderson, Badalamenti, Bowie, Lennon, Zappa m.fl. – jeps, det emmer lidt af tidligere årtusinder.

Hovedmotivet i bl.a. Identities on Parade og Vignetter stammer fra En parlant d'entraînement

Indspillet og programmeret i Logic Pro på Strandvejen, Tranum i 2022.

Tak til Lisbeth, Bendt, Mikael, Mogens, Hanne & Søren.

Illustration : collage: mk | hånd: Juan C Palacios | silhuet: Zachary DeBottis | kainsmærke i front mk efter tegning i en gammel engelsk bibel

Udgivelsesdato:
21.12.2022

© 2022 Martin Knakkergaard
anachronica#5
℗ 2022 knakkergaard

Stacks Image 9193
Stacks Image 9190
Stacks Image 9153
Stacks Image 9143
Stacks Image 9146
Stacks Image 9150
Stacks Image 9164