enclosures

Sailor er det første nummer, der fremskriver et af mytens elementer til en stereotyp i nutiden. Her træffes en af Tubal-Kains utallige produktive og virkelighedsforandrende selvforestillinger, som den iagttages af fortælleren, publikums enlige repræsentant. Som i flere andre søger tableauet en form for forankring i fortidige elementer, hvilket kan forlene Tubal-Kains virkefelt med et vist nostalgisk og konservativt præg.

Jabal vælger i sit første, selvstændige bidrag, Let's Escape Into the Seventies (hvor han er inkarneret som gymnasielærer), at suspendere 'dagens tekst', en klassisk Jabal-handling. I stedet for at gennemføre hyrdehvervet og føre flokkene gennem pensa, vælger han en slags musikalsk rundbold – herigennem kan han også genkalde sig sin egen gymnasietid. Igen forekommer fortiden, det velkendte, altid tryg og formbar.

I Calling All Assistants bliver det imidlertid tydeligt, at Jabals færd og færden som lærer og leder, organisator og politiker, forsker og administrator osv. er forbundet med usikkerhed, fortvivlelse og med en følelse af stor og uudgrundelig ensomhed som løbende nærer et umætteligt behov for opmærksomhed og bekræftelse. En form for formaliseret narcisisme.

Nu dukker Tubal-Kain op igen. Denne gang i den selvbekræftende og skråsikre inkarnation som en indolent moderne kræmmer, der i ly af mørket og med allehånde midler og metoder skummer alt hvad skummes kan. Efterhånden er dette Tubal-Kainske kompleks af lyssky aktivitet også dybt indlejret i det digitale mørke som algoritmer og procedurer, en ormegård af Moonlight Procedures.

Mens han dovent og uengageret vandrer rundt i en udtjent og over-transparent kunstlokalitet kaster en moderne Jubal sig henført ud i et næsten selvplagerisk dagdrømmeri i East Berlin; et dagdrømmeri, som domineres af forestillingen om, at ægte kunst egentlig kun kan skabes i nød og modgang – kort sagt: på trods. Billederne af den nødstedte ener, den i det moderne vesten uopnåelige persona, den sande kunstner, flyder trægt henover et indre lærred og fremkalder en sindslig tilstand, fuld af selvsmagende smerte, beklagelse og vellyst.

Jabal overmandes i Formentera (A Dandy Doze) af pludselig vantro og utryghed som han umiddelbart forgæves søger at få bugt med i en indre dialog med sit alterego. Hans ønske om at opnå kontrol og ro får ham til at forsøge forskellige praksisser og regimer, som hører til blandt de domæner, hvor Jubal hører til. Men Jabals alterego har en anden plan.

De tre tip-tip-tip-tip-oldebørns forskellige nutidsinkarnationer oplever stigende usikkerhed og ubestemt angst. De forsøger nu at undvige og slippe bort fra sig selv og anlægger en ydmyg underkastelsesstrategi, hvor de ganske overraskende tilbeder den moderne teknologis manifeste guddom, Major Minor, – en overjordisk gestaltning, som er helt uforbundet med Yossarians foresatte og for den sags skyld med Henry Fonda.

I den afsluttende scene, Artist, no Artisan, hvor Jubal er i front, forenes alle medvirkende og publikum i 'den almægtige skriftestol', hvor alle næsten skamløst bekender, at de blot vil hyldes og anerkendes for det de, helt indsatsløst, bare føler de er …