persona obscura

Valget af kunstnernavnet persona obscura griber på en måde tilbage til min gymnasietid i Hjørring, hvor en af mine klassekammerater, Martin Bohøj, som desværre døde allerede i 2008, havde en Beocord 1800 (B&O), som vi legede med (Martin legede sådan set mest som tekniker og en slags producer). Beocord 1800 kunne lave bånd-ekko, men dens i vore øjne helt særlige 'feature' var, at den kunne optage sound-on-sound (bounce). Man kunne mao. optage flere spor, ét ad gangen, lægge to spor sammen på ét osv.; dog kun ganske få gange for lydkvaliteten faldt drastisk ved hvert bounce. Resultatet blev meget hurtigt mudret, nogle gange så mudret at vokalen kun vanskeligt kunne genkendes. Den musik, der kom ud af det, var som jeg husker den overvejende næsten hermetisk og dunkel – obskur.

De stykker, der udgives med persona obscura som afsender, følger i store træk den samme enkle og legende, langt hen mest af alt udforskende form, som vi dyrkede. Det er ikke det samme materiale, slet ikke, og jeg går ud fra, at det, vi lavede dengang, forlængst er gået tabt.

Generelt adskiller persona obscura materialet sig fra det, der udgives med Crushed Cats som afsender. Et enkelt Crushed Cats nummer, Cold Nepal (Himalayan Slip), kunne dog have været udgivet som persona obscura materiale.