enogtyve

Kammerkoncert for strygere i tre satser

© 2021 Martin Knakkergaard

Enogtyve er komponeret i anledning af 300 året for Hans Egedes ankomst til Grønland og er tænkt til opførelse i forbindelse med en kunstsærudstilling om samme emne. Koncerten er udformet med henblik på øvede musikskoleelever og amatører.

Første sats, Ubestemt forventning, er en ‘skildring’ af Hans Egedes og grønlændernes første mødes ubestemthed. Det er umiddelbart svært at finde et fast forankringselement, men det hjælper mod slutningen, hvor en patetisk og opulent organumlignende sats synes at signalere kontinentaleuropæisk selvhøjtidelighed og fortegnet værdighed.

Anden sats, Arkaisk refleksion, fortsætter for så vidt i den fortegnede og måske tilmed lidt skingre værdigheds spor, men afslører samtidigt usikkerhed og tvivl, bl.a. i dens vaklen mellem arkaiske udtryksformer og -teknikker på den ene side og dens spage tilløb til at udfordre og opløse teknikkerne på den anden.

Sidste sats, Munter forløsning. Dans, låner meget fra duoen Illuminationer for sopran og tenor (2020) og dennes lette og humoristiske afsluttende sats. Flere grundmotiver går igen, men de er her omarbejdede og har, i den omsætning for seks stemmer, der sker her, en helt anden og mere påtrængende intensitet. De er dertil suppleret med nye perspektiv- og kontrastskabende elementer. Vi skilles lettede og glade.

00:00
00:00
  1. Enogtyve III. Munter forløsning. Dans. Virtuel version for hovedtelefoner

Your web browser does not support HTML5 audio. Please update to a newer web browser.

Enogtyve var oprindeligt planlagt til at blive opført af musikskoleelever fra Maniitsoq og Nuuk, men både logistiske og økonomiske årsager forhindrede desværre dette.

Kammerkoncertens tredje og sidste sats, Munter forløsning. Dans, er derfor her gengivet i en virtuel form, som er særligt tilrettet med henblik på afspilning i hovedtelefoner på Qaqortoq museum i august måned 2021.

Martin Knakkergaard

Tranum, juli 2021