Stykket er lidt af et sats, idet det søger at skildre en tænkt oplevelse af for første gang at trænge ind i en af den moderne kropsteknologis højborge, fitness-centret, jf. stykkets note:

“En parlant d’entraînement har fransk titel og franske satsbetegnelser idet stykket er et forsøg på i et internationalt perspektiv at musikalisere den stumme, indre oplevelse som en karakter som Jaques Tati kunne have haft ved pludseligt at befinde sig i et moderne fitness-center – endog måske ufrivilligt. Al øvrig tekst er ligesom denne på dansk.”

Selv om satserne flere steder koketterer med populærmusikalske virkemidler, er det ikke hitmusik, men nærmere en slags teatermusik uden teater – bl.a. fordi det viste sig umuligt at overtale Pia til at fremføre fjerdesatsen, Natation bleue, iført våddragt.

Noten ovenfor nævner den franske filmmager og skuespiller, Jacques Tati, der som ‘etableret figur’ måske kan fungere som en forestillet stedfortrædende teatral identitet, og således en – i en ny forstand – nøglefigur, der kan lukke stykket op.