Mens han dovent og uengageret vandrer rundt i en udtjent og over-transparent kunstlokalitet kaster en moderne Jubal sig henført ud i et næsten selvplagerisk dagdrømmeri i East Berlin; et dagdrømmeri, som domineres af forestillingen om, at ægte kunst egentlig kun kan skabes i nød og modgang – kort sagt: på trods. Billederne af den nødstedte ener, den i det moderne vesten uopnåelige persona, den sande kunstner, flyder trægt henover et indre lærred og fremkalder en sindslig tilstand, fuld af selvsmagende smerte, beklagelse og vellyst.