tre monologer
00:00
/
00:00
Signe Wang Carlsens videooptagelse af Deborah Josephsons førstegangsfremførelse af Tre Monologer i Det Blå Cirkus i Hjørring sognegård den 26. november 2021.
Den 26. november 2021 uropførte Deborah Josephson Tre Monologer for solocello ved det tværmodale arrangement Det Blå Cirkus i Hjørring sognegård. Det Blå Cirkus var lige præcis så anderledes, sammensat og uforudsigeligt, som man kunne ønske sig: spændende premierer, stærke digtrecitationer, smukke billeder blandet op med skæve vinkler og eksperimenter.
Tak til Niels Christian Rasmussen og Eirik Moland for at stable et sådant mageløst arrangement som Det blå Cirkus på benene, tak til alle medvirkende og ikke mindst til Deborah Josephson for den næsten skræmmende sikre og gennemmusikalske førstegangsfremførelse af Tre Monologer.
Tre monologer er bygget op af tre små satser
… reformuleringer …
… small talk …
… aber dabei …
Som kunstnerisk ide søger stykket i disse 'enetaler' at belyse og udfordre det forhold, at musik typisk bærer og støtter sprog (tekster). Dette forhold gælder næsten fuldstændigt frem til instrumentalmusikkens tilkomst i den tidlige renæssance og det er stadig et grundlæggende forhold i samspillet mellem tekst og musik .
I stedet for at musikken støtter og 'fortolker' en tekst søges her den modsatte vej, idet stykket indlejrer en tænkt talesproglig praksis i formningen af et ellers tekstløst, abstrakt musikalsk udtryk.
Stykket tager således afsæt i sprogets forankring i kroppen. Dvs. i talesprogets biologisk bårne artikulation og rytme, dets prosodi(*), og således ikke i noget sprogligt 'indhold'. Det er alene det talte sprog og den måde, hvorpå det står frem som klingende gestalt.
En vilkårlig sætning er derfor valgt som 'input' – Jeg går i skov’n og samler svampe og små bær – og dette input tonesættes (næsten tilfældigt) og udvikles i den første sats … reformuleringer … i en tilnærmning til de to i øjeblikket dominerende musikalske systemer; det vestlige tonesystem og det ligeledes vestlige notationssystem (de er begge teknologier som groft sagt er udviklet fra det 11. århundrede frem til i dag).
I anden sats … small talk … forlader stykket den prosodiske styring eller forankring til fordel for det man kunne kalde en musikalsk association, som er udløst af første satsens klanglige konkretiseringer; den måde første satsen 'lyder på'. Her fanges stykket således mere ind af de musikalske systemer, dog i en form som meget kontant betoner begges systemiske 'natur'.
Sidste sats, … aber dabei … sætter i en vis forstand musikken helt fri, hvilket indebærer, at det nu er de musikalske systemers egen 'mekanik', der næsten udelukkende kommer til at bestemme form og udtryk. Forsøget på at undslippe lider på sin vis skibbrud.
Således er stykket på mange måder et studie.
Præmisserne for dette studie er at:
Sproget er et teoretisk, abstrakt system som løbende iscenesætter verden, men i dets 'klanglige' omsætning eller konkretisering får det 'liv' af kroppens fysik og gestus idet det bliver til lyd
Musik uddyber verden – ofte i forlængelse af sproget – i former som er gennemteoretiserede så langt tilbage vi har kilder. Men også musikkens konkretisering, dens fremførelse får 'liv' af kroppens fysik og gestus. Et liv som sådan set løbende udfordrer de systemer som er dets forudsætning.
*) Prosodi kommer af et græsk ord der har med sang at gøre. Dette forhold understreger, at disse træk omfatter fænomener som talerytme, betoning, sætningstryk og emfase (eftertryk), tonegangen i ord og sætninger, ordenes varighed eller længde osv.
… reformuleringer …
… small talk …
… aber dabei …
Som kunstnerisk ide søger stykket i disse 'enetaler' at belyse og udfordre det forhold, at musik typisk bærer og støtter sprog (tekster). Dette forhold gælder næsten fuldstændigt frem til instrumentalmusikkens tilkomst i den tidlige renæssance og det er stadig et grundlæggende forhold i samspillet mellem tekst og musik .
I stedet for at musikken støtter og 'fortolker' en tekst søges her den modsatte vej, idet stykket indlejrer en tænkt talesproglig praksis i formningen af et ellers tekstløst, abstrakt musikalsk udtryk.
Stykket tager således afsæt i sprogets forankring i kroppen. Dvs. i talesprogets biologisk bårne artikulation og rytme, dets prosodi(*), og således ikke i noget sprogligt 'indhold'. Det er alene det talte sprog og den måde, hvorpå det står frem som klingende gestalt.
En vilkårlig sætning er derfor valgt som 'input' – Jeg går i skov’n og samler svampe og små bær – og dette input tonesættes (næsten tilfældigt) og udvikles i den første sats … reformuleringer … i en tilnærmning til de to i øjeblikket dominerende musikalske systemer; det vestlige tonesystem og det ligeledes vestlige notationssystem (de er begge teknologier som groft sagt er udviklet fra det 11. århundrede frem til i dag).
I anden sats … small talk … forlader stykket den prosodiske styring eller forankring til fordel for det man kunne kalde en musikalsk association, som er udløst af første satsens klanglige konkretiseringer; den måde første satsen 'lyder på'. Her fanges stykket således mere ind af de musikalske systemer, dog i en form som meget kontant betoner begges systemiske 'natur'.
Sidste sats, … aber dabei … sætter i en vis forstand musikken helt fri, hvilket indebærer, at det nu er de musikalske systemers egen 'mekanik', der næsten udelukkende kommer til at bestemme form og udtryk. Forsøget på at undslippe lider på sin vis skibbrud.
Således er stykket på mange måder et studie.
Præmisserne for dette studie er at:
Sproget er et teoretisk, abstrakt system som løbende iscenesætter verden, men i dets 'klanglige' omsætning eller konkretisering får det 'liv' af kroppens fysik og gestus idet det bliver til lyd
Musik uddyber verden – ofte i forlængelse af sproget – i former som er gennemteoretiserede så langt tilbage vi har kilder. Men også musikkens konkretisering, dens fremførelse får 'liv' af kroppens fysik og gestus. Et liv som sådan set løbende udfordrer de systemer som er dets forudsætning.
*) Prosodi kommer af et græsk ord der har med sang at gøre. Dette forhold understreger, at disse træk omfatter fænomener som talerytme, betoning, sætningstryk og emfase (eftertryk), tonegangen i ord og sætninger, ordenes varighed eller længde osv.